Spring til indhold

1.000 % stigning i Tanzanias skatteindtægter

Målet med udviklingssamarbejdet er, at landene skal kunne klare sig selv. Med dansk støtte til Tanzanias skattemyndigheder har landet taget et stort skridt i den rigtige retning. Tanzaniere kan nu betale skat via deres mobiltelefoner og med en øget skatteindtægt på over 1.000 %, er der luft i det tanzaniske statsbudget til bl.a. uddannelse og sundhed.

""
Danidaprojekt, PS-Program. Sadolin, Dar Es Salaam.
Foto: Jørgen Schytte/Danida

Solide og stabile skatteindtægter er en af de grundlæggende forudsætninger for, at udviklingslande på sigt kan finansiere deres egen udvikling. Tanzania er et af de udviklingslande, som har taget de største spring fremad på skatteområdet. Alene i perioden 1999-2012 er landets skatteindtægter steget med over 1.000 procent.

Det tanzaniske skattevæsen TRA blev etableret i 1996 og har siden 1999 været støttet af Danida. Med kun 18 år på bagen er resultaterne mange og ganske imponerende. Den nye institution kom flyvende fra start med en fremgang på 26 % i skatteindtægterne allerede det første år. Men efter et par år med skattestagnerede indtægter svarende til 11-12 % af BNP, hvilket er under niveauet i mange andre afrikanske lande, tilførte en intensiveret indsats fra en række donorlande fornyet energi til TRA.

Tanzanias femårsplan fra finansåret 2002/2003 opsatte ambitiøse mål: Der blev afsat nye midler til opbygning af kapacitet i skattemyndighederne, så antallet af skattemedarbejdere kunne øges og deres uddannelse forbedres. Skattesystemet blev samtidig effektiviseret og udbredt til flere enkeltpersoner, varer og virksomheder. Resultatet udeblev ikke, og skatteindtægterne voksede markant fra 10,8 % af BNP i 2003/2004 til næsten 16 % i 2011/2012. I den nyeste femårsplan frem til 2018 planlægger man en stigning til 19,9 % af BNP.

Antallet af registrerede skatteborgere er vokset fra 190.000 i 2003 til 1,7 millioner i 2013. Især har der været succes med at forpligte store virksomheder til at indrapportere lønudbetalinger og kildebeskatte lønnen, ligesom selskabsbeskatningen af større virksomheder er begyndt at fungere. Der betales 18 % moms på varer, bl.a. ved hjælp af en særlig momsregistreringsenhed, som via et netværk forbinder forretningers kasseapparat til skattevæsenets database.

Succes – men med udfordringer

Det er dog ikke uden problemer at føre en ambitiøs skattestrategi ud i livet. En af de udfordringer, som mange udviklingslande, herunder Tanzania, oplever, er en stærkt voksende uformel sektor – vurderet til cirka 40 % af økonomien – som er vanskelig at beskatte. Med en befolkning på over 47 millioner burde en del flere være registrerede skatteborgere.

Den uformelle sektor består hovedsagelig af uregistrerede personer som småhandlende, landmænd, småproducenter og håndværkere, men også af mange små virksomheder. Selv om skattevæsenet i dag har 4.000 medarbejdere, og mange af dem rejser rundt i landet, har det endnu ikke været muligt at skabe et så fintmasket skattesystem, der dækker alle relevante penge- og varetransaktioner i et land på næsten 1 million kvadratkilometer.

En anden forhindring er, at hele ideen om at have et skattesystem og en offentlig sektor, der tager sig af borgerne, strider mod sædvane og tankegang blandt Tanzanias befolkning. De er ikke vant til at kunne stille krav om service og behandling til gengæld for skattebetaling. I Tanzania betaler man selv for fx skolegang og sundhedsydelser, hvis man altså har råd.

Mange tanzaniere, især uden for de store byer, er skeptiske over for skattevæsenet og opfatter de ansatte som korrupte. Hertil kommer, at skattevæsenets serviceniveau i nogle situationer er ringe. For eksempel har betaling af vægtafgift på en ny bil indtil for nylig betydet, at man må sætte sig til at vente på et kørekontor, ofte en eller to dage, for at få sin nye nummerplade.

Trods den imponerende stigning i skatteindtægterne har resultaterne på nogle punkter ikke har levet op til ambitionerne. Eksempelvis er det i perioder gået trægt med introduktionen af hurtigere toldbehandling af importvarer i havnene. Forventningerne til beskatning af små og mellemstore virksomheder er heller ikke blevet indfriet endnu. Til gengæld er det blevet betydeligt nemmere at betale sin skat ved hjælp af moderne mobilteknologi. I Tanzania kan borgere og virksomheder i dag betale skat via deres mobiltelefon og landets mobile betalingssystem. Mobilbetaling er udbredt i Tanzania og andre udviklingslande i Afrika og med det nye system, har landets skattemyndigheder gjort det muligt at benytte samme betalingsform, som indbyggerne i landet i forvejen er vant til at bruge.

Mindre afhængig af donorlande

Danmark planlægger at fortsætte støtten til Tanzanias skattemyndigheder i perioden til 2018 sammen med bl.a. Storbritannien og Norge. Støtten anvendes udelukkende til institutionsopbygning, dvs. indkøb og opbygning af it-systemer, opbygning af effektive skattesystemer, uddannelse af medarbejdere osv.

Den samlede udviklingsbistand til Tanzania har været stagnerende eller direkte faldende de senere år. Alligevel er statsbudgettet vokset med i gennemsnit 18 % om året siden 1999/2000. Først og fremmest har skatteindtægterne gjort Tanzania mindre afhængig af udviklingsbistand, og samtidig har væksten i de statslige udgifter gavnet landets veje, kraftværker, vandforsyning, skoler og sundhed. I dag er der læger i alle yderdistrikter, og eksempelvis er bevillingerne til uddannelse femdoblet siden 1999.

Tanzanias statsbudget er dog stadig af begrænset størrelse. Årsbudgettet ligger i øjeblikket på et beløb, der svarer til cirka 60 milliarder kr., hvilket er blot 5,6 % af det danske statsbudget, selv om der bor seks gange så mange mennesker i landet. Skattevæsenet i Tanzania er med andre ord en spæd succeshistorie, men den kan lægge kimen til en stor udvikling for hele landet.

Resultater

  • Fra 1999/2000 til 2012/2013 er de årlige skatteintægter steget fra 687 milliarder tanzaniske shilling (cirka 2,2 milliarder kroner). til 8.032 milliarder tanzaniske shilling (cirka 25,9 milliarder kroner). Dette svarer til en stigning på 1068 %.
  • Skatteindtægternes andel af BNP er steget fra 10,8 % i 2003/2004 til næsten 16 % i 2011/2012. Det er målet at øge skatteindtægterne til 19,9 % af BNP inden 2018.
  • Statens budget er vokset 18 % årligt siden 1999/2000.
  • Samlet har Danmark støttet styrkelsen af Tanzanias skattemyndigheder med 90,2 millioner kroner i perioden 1999-2013.

  • Ghana

    Over 8 millioner har fået adgang til lægehjælp i Ghana

  • ""

    Statsopbygning i Somaliland

  • ""

    Vækst og fiskeri i Vietnam

  • ""

    Resultatmåling og evalueringer

  • ""
    Infografik: Udviklingssamarbejdets resultater

Gintberg på Kanten – Danida

Gintberg på Kanten - Danida

Jan Gintberg tager til Tanzania og tjekker temperaturen på Danidas hjælpeprojekter.

 

Her møder han fysioterapeuter fra Hvidovre, der kan noget med klumpfødder, kigger på mobiltelefoner med Tanzanias skattedirektør, og malker afrikanske køer med landmænd fra Vestjylland.

 

Baseret på sine oplevelser slutter Jan Gintberg af med at optræde for de personer, han har mødt, i jagten på selvironien og den lille forløsende latter.

 

Se showet på DR TV