Spring til indhold

Vækst i Vietnam er også til gavn for danskerne

Efter over 20 års dansk udviklingssamarbejde med Vietnam oplever landet en stærk vækst og er nu på vej til at kunne klare sine udfordringer selv. Erfaringerne fra Vietnam viser, hvordan udviklingssamarbejdet kan bidrage til at løfte et land ud af dyb fattigdom bl.a. baseret på støtte til bedre rammevilkår for vækst og beskæftigelse – som i øvrigt også gavner Danmark.

""
Ben Tre i det sydlige provins tæt på Ho Chi Minh City. Fiskerihavnen som ligger lige i flodmundingen. Kvinder sorterer fisk, der skal bruges til fiskemel.
Foto: Klaus Holsting/Danida

Vietnam er et land i udvikling. Landets vækst- og handelsrater gennem de seneste mange år er imponerende, og Vietnam er ved at udvikle sig til et handelscenter i det sydøstlige Asien. Udviklingen har været til gavn for store dele af den vietnamesiske befolkning. I 1993 levede 60 % af vietnameserne under FN’s fattigdomsgrænse. I 2013 var det tal reduceret til cirka 20 %.

Det danske udviklingssamarbejde med Vietnam startede for 20 år siden, blandt andet med en målrettet og langsigtet støtte til fiskerisektoren og til småbønders opdræt af fisk på deres egne marker. Danmark har spillet en afgørende rolle i udviklingen af den vietnamesiske fiskerisektor og dækkede helt frem til 2006 to-tredjedele af den samlede internationale bistand til Vietnams fiskerisektor. Det tætte samarbejde mellem Danmark og Vietnam i fiskerisektoren har dækket hele produktionskæden, og Danmark har støttet og rådgivet vietnameserne om lovgivning, kontrol, fiskeopdræt, bearbejdning og markedsføring. Det har virket: Den samlede vietnamesiske fiskerieksport er vokset fra 550 millioner US dollars i 1995 til knapt 7 milliarder US dollars i 2013.

Netop fiskerisektoren har også spillet en vigtig rolle for det store fald i fattigdommen i Vietnam. Næsten 3 millioner flere vietnamesere har nu fået job inden for fiskerisektoren og kan dermed forsørge deres familier. På den måde har udviklingssamarbejdet hjulpet over 10 millioner mennesker ud af fattigdommen.

Til gavn for både Vietnam og Danmark

I dag er Vietnam inde i så god en udvikling, at Danmark har kunnet skrue ned for udviklingssamarbejdet. Nu er den danske indsats fokuseret på at stimulere den spirende samhandel mellem Danmark og Vietnam på måder, der kan skabe arbejdspladser og vækst i begge lande.

Vietnams rivende udvikling har nemlig ikke kun været til gavn for den vietnamesiske befolkning, men også for Danmark. Den mangeårige danske tilstedeværelse i landet har skabt et stærkt grundlagt for samhandel, som i 2013 udgjorde hele 2,8 mia. kr. Det er en stigning på 61 % siden 2009 og det højeste nogensinde.

Mellem 130 og 140 store, mellemstore og små danske virksomheder beskæftiget med alt fra fiskeri, tøj, medicin, transport og IT til smykker og meget mere, arbejder i dag i Vietnam. De danske virksomheder har ofte et forspring i Vietnam, netop på grund af det danske ry for at være en solid og troværdig partner gennem de mange års udviklingssamarbejde. Mange af virksomhederne har danske afdelinger, der også løbende skaber nye jobs hjemme i Danmark.

Det er lige præcis det, udviklingssamarbejdet skal kunne. Gennem bæredygtig vækst, skal prioritetslandene løftes ud af fattigdom, og dermed skal samarbejdet gå fra udvikling til handel, så landene får reelt og fuldt ejerskab.

En lovende fremtid

Alt tyder på, at den vietnamesiske vækst fortsætter, og mange mener endda, at den vil vokse eksplosivt i de kommende år. Det betyder, at vietnamesernes levestandard vokser – og det samme gør efterspørgslen efter øget handelssamarbejde med Danmark. I 2013 indgik Danmark og Vietnam en omfattende partnerskabsaftale, der skal øge samarbejdet om handel, grøn vækst og forskning. Der arbejdes også på en frihandelsaftale mellem Vietnam og EU, der vil fjerne told-barrierene mellem landene og gøre det endnu mere attraktivt at etablere og drive virksomhed i Vietnam.

Resultater:

  • Danmark har støttet den vietnamesiske fiskerisektor siden 1993. Programmet er i dag afsluttet. I dag er over 4,5 millioner vietnamesere beskæftiget i fiskerisektoren. Det er omtrent tre millioner flere, end da den danske støtte blev indledt i 1993. Den danske indsats har sammen med Vietnams egen indsats været en vigtig del af årsagen til det løft.
  • Fra 2005-2010 har den danske støtte medvirket til, at over 10.000 fattige familier er blevet løftet ud af fattigdom. I alt har denne indsats hjulpet knap 45.000 familier ud af fattigdom, fordi den træning og teknologi, som de vietnamesiske fiskebønder har modtaget, har spredt sig til andre familier. Med en gennemsnitlig størrelse på 4-5 medlemmer i en vietnamesisk landbofamilie betyder det, at 200.000-250.000 vietnamesere har fået et bedre liv alene som følge af denne målrettede indsats.
  • Flere store, danske firmaer inden for fiskeri og fiskeopdræt sælger nu rådgivning og løsninger til det vietnamesiske marked på helt almindelige forretningsvilkår.

  • ""

    1000 % stigning i Tanzanias skatteindtægter

  • Ghana

    Over 8 millioner har fået adgang til lægehjælp i Ghana

  • ""

    Statsopbygning i Somaliland

  • ""

    Resultatmåling og evalueringer

  • ""
    Infografik: Udviklingssamarbejdets resultater