Spring til indhold

Styrket risikovillighed i det danske udviklingssamarbejde

Udviklingsarbejde er ikke risikofrit. Arbejdet i verdens fattigste og mest skrøbelige lande indebærer både finansielle og politiske risici. I 2010 påbegyndte Danmark derfor arbejdet med at udvikle nye redskaber, der skal gøre os i stand til bedre og mere systematisk at håndtere risici i udviklingssamarbejdet.

Danmark arbejder for at udvikle nye redskaber for bedre og mere systematisk at håndtere korruption og andre risici i udviklingssamarbejdet.
Danmark arbejder for at udvikle nye redskaber for bedre og mere systematisk at håndtere korruption og andre risici i udviklingssamarbejdet.
Foto (Kenya): Jørgen Schytte

Danmark når ikke sine ambitiøse målsætninger uden at tænke nyt. En målrettet og vedholdende udviklingsindsats kræver risikovillighed, hvis den skal give resultater.

Risici vil forekomme i nye såvel som etablerede partnerskaber og i skrøbelige såvel som stabile og demokratiske lande. Den nye strategi for Danmarks udviklingssamarbejde gør det dermed klart, at vi er villige til at acceptere disse risici, fordi det er nødvendigt for at nå vores målsætninger.

Risikobarometer som nyt værktøj

At acceptere risici er dog ikke det samme som at acceptere, at der ikke kan gøres noget i forhold til at imødegå og minimere risici. Danmark accepterer for eksempel ikke korruption, men Danmark accepterer, at der i mange udviklingslande er en høj risiko for, at korruption forekommer. Det er nødvendigt med mere præcis kommunikation om risici, og hvordan de løbende søges minimeret.

Til det formål igangsatte Danida i 2010 arbejdet med at udvikle et såkaldt ”risikobarometer” som et redskab til at vurdere risikoen for hvert udviklingsengagement eller program. Risikobarometret vil blive taget i brug på forsøgsbasis i 2011. Sideløbende med arbejdet med det nye risikobarometer vil Danmark arbejde for en international standard for risikovurdering i udviklingssammenhæng.

Ideen til risikobarometret og en fælles måde at vurdere risici på blev drøftet på den internationale konference om risikohåndtering, som Danmark var vært for i København den 25. og 26. november 2010. Her var en lang række eksperter fra OECD-lande, FN-organisationer og NGO’er samlet for at diskutere de iboende risici forbundet med udviklingsarbejde i skrøbelige stater. Konferencen mundede ud i en lang række konkrete konklusioner og anbefalinger. Blandt andet:

  • Det er nødvendigt at acceptere risiko i alt udviklingsarbejde.
  • Det er vigtigt at kommunikere disse risici til offentligheden, så forventninger afstemmes.
  • Risiko imødegås bedst ved en vedvarende tilstedeværelse i de pågældende lande – og ved at påvirke den politiske beslutningsproces.
  • Sæt realistiske mål, så forventningerne afstemmes. Sæt delmål, hvis det egentlige mål ligger mange år ude i fremtiden.
  • Sørg for at forebygge risici, hvor det er muligt. Det koster mindre at forebygge end at rydde op, når skaden er sket.
  • Arbejd for at finde en ensartet, fælles måde at vurdere risici.