Spring til indhold

Case: Danske virksomheder sætter skub i fiskeriet i Ghana

På tre intensive dage i Accra i efteråret 2010 fik danske og ghanesiske virksomheder udvekslet ideer til samarbejde om alt fra moderne kølehuse og fiskefartøjer til forbedrede uddannelser inden for fiskerisektoren. En såkaldt ”match making event” satte rammerne for et styrket samarbejde om at skabe vækst og arbejdspladser inden for fiskerisektoren i Ghana.

Fiskemarkedet i fiskerihavnen i Tema nær Ghanas hovestad Accra. Ved en "match making event" i oktober 2010 mødtes repræsentanter for  danske og ghanesiske virksomheder for at tale om samarbejdsmuligheder.
Fiskemarkedet i fiskerihavnen i Tema nær Ghanas hovestad Accra. Ved en "match making event" i oktober 2010 mødtes repræsentanter for  danske og ghanesiske virksomheder for at tale om samarbejdsmuligheder.
Foto: Klaus Holsting

Fiskerisektoren i Ghana spiller en stor rolle for det vestafrikanske lands økonomi. 10 pct. af befolkningen er direkte eller indirekte afhængige af indtjeningen fra erhvervet, og 4,5 pct. af bruttonationalproduktet stammer fra fiskeriet. Fisk er også en fast bestanddel af den ghanesiske kost og dækker 60 pct. af indbyggernes proteinbehov.

Fangstmetoder og håndtering af fiskene lever dog ikke altid op til moderne standarder, og der er stort potentiale for jobskabelse og vækst inden for sektoren. Derfor drog repræsentanter fra 12 danske virksomheder i oktober 2010 til hovedstaden Accra med henblik på at møde potentielle ghanesiske partnere.

Fra skaldyr til glasfiberbåde

Eventen, der blev åbnet af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, blev arrangeret af den danske ambassade i Ghana. Repræsentanter fra 40 ghanesiske virksomheder deltog. De danske og ghanesiske virksomheder holdt møder for at diskutere mulighederne for fremtidigt samarbejde, og de danske virksomheder blev positivt overraskede over interessen, behovet og mulighederne ved at starte et virksomhedssamarbejde i Ghana.

Ved afslutningen på de tre dage tegnede der sig en lang række lovende samarbejdsmuligheder og behov for overførsel af teknologi og viden. Eksempelvis viste der sig behov for:

  • Færdige materialer til køle- og frysehuse.
  • Udvikling af glasfiberfartøjer til fiskerisektoren.
  • Opdræt af skaldyr med henblik på eksport.
  • Erhvervsuddannelser inden for fiskerisektoren.

Udvikling af samarbejder, eventuelt med støtte fra B2B Programmet, vil kunne bidrage til en bæredygtig vækst i fiskerisektoren og derigennem jobskabelse for ghanesere.

Kontakt

Kontoret for erhvervsinstrumenter i udviklingsbistand (ERH)

Email: erh@um.dk


Telefonnummer: 33 92 02 55

Hvad er B2B Programmet?

  • Programmet har som mål at skabe bæredygtige og langsigtede partnerskaber mellem lokale virksomheder i Danidas partnerlande og danske virksomheder.
  • I 2010 var rammen for B2B Programmet på 200 mio. kr.
  • To tredjedele af midlerne gik til partnerskaber i Afrika.
  • I 2010 blev der indgået 29 nye langsigtede projektsamarbejder.

Modernisering af B2B, IPD og Blandede Kreditter

I 2011 bliver B2B og IPD-programmerne sammenlagt, moderniseret og genopstår som det nye program Danida Business Partnerships. Blandede Kreditter gennemgår også en modernisering og bliver til Danida Business Finance.