Spring til indhold

Iværksætteri, vækst og beskæftigelse til debat

Hvordan kan Danida bedst muligt bidrage til iværksætteri, vækst og beskæftigelse i udviklingslande? Hvilke indsatser og værktøjer skal i spil? Danidas prioritetsområde vækst og beskæftigelse blev debatteret i flere fora i løbet af efteråret 2010 som led i udarbejdelsen af en strategisk ramme for området. Resultatet blev et væld af anbefalinger til udviklingsministeren

Grace Mueni Nyaa, Managing Director for Kyome Fresh Ltd., deler ud af sine erfaringer som kenyansk iværksætter.
Grace Mueni Nyaa, Managing Director for Kyome Fresh  Ltd., deler ud af sine erfaringer som kenyansk iværksætter.
Foto: ConsensusOnline

Infrastrukturen skal forbedres, der skal sikres bedre adgang til lån, uddannelserne skal forbedres, og der skal udarbejdes målrettede træningsforløb. Der kom mange forslag til, hvordan man skaber vækst og forbedrede muligheder for iværksættere ved et åbent debatarrangement og en tilhørende international workshop på CBS – Copenhagen Business School - i København den 7. september 2010.

De 200 forskere, repræsentanter fra erhvervsorganisationer, virksomheder og studerende bød ind med forslag til handlinger og spørgsmål til udviklingsministeren og en kvindelig kenyansk iværksætter, der delte ud af sine erfaringer som driftig erhvervskvinde i Afrika. Deltagerne og de internationale forskere diskuterede hindringerne for iværksættere i Afrika og gav bud på mulige løsninger til at fremme iværksætteri og skabe jobs for de store ungdomsårgange.

Det åbne debatarrangement på CBS førte til konkrete anbefalinger, men der blev også gennemført målrettede konsultationer i efteråret med repræsentanter fra den danske ressourcebase fra forskning, fagbevægelsen, erhvervsorganisationer og NGO’er. Målet var at indhente en bred vifte af synspunkter og anbefalinger til vægtning af indsatsområder i den strategiske ramme for vækst og beskæftigelse.

Anbefalinger fra workshoppen

Udover den offentlige debat drøftede en gruppe forskere og eksperter, hovedsageligt fra uddannelsesinstitutioner og organisationer i Afrika, hvordan arbejdsløshed kan reduceres, hvilken rolle staten skal spille, og hvordan donorer kan hjælpe iværksættere i udviklingslande. Det førte til følgende anbefalinger til Danida:

  • Skab de rigtige rammer. Der eksisterer barrierer for iværksætteri på grund af utilstrækkelig lovgivning i udviklingslandene. Ligeledes bør det undersøges nærmere, hvilken betydning de internationale handelsbarrierer har for væksten i udviklingslandene.
  • Løft uddannelserne. Både på grundskoleniveau, på erhvervsskolerne og i det højere uddannelsessystem.
  • Få infrastrukturen på plads. Styrk pålidelig energiforsyning, udbyg vejnet m.m.
  • Overfør viden og teknologi. Afrikanske iværksættere vil gerne trække på erfaringer og innovative forslag fra bl.a. dansk erhvervsliv.

Debatten såvel som workshoppens anbefalinger mundede ud i en opsamlende rapport, der efterfølgende indgik i arbejdet med udarbejdelse af Danidas nye strategiske ramme for vækst og beskæftigelse. Den ramme bærer Afrikakommissionens anbefalinger videre.

 

Kontakt

Kontoret for erhvervsinstrumenter i udviklingsbistand (ERH)

Email: erh@um.dk


Telefonnummer: 33 92 02 55

Konsultationer med ressourcebasen

Ressourcebasen er en fælles betegnelse for personer med en særlig interesse for eller indsigt i de problemstillinger, som udviklingslandene står med. Den omfatter forskere, fagbevægelsen, erhvervsorganisationer og NGO’er.

 

I løbet af 2. halvår 2010 blev der gennemført en konsultationsproces med den danske ressourcebase som led i arbejdet med at formulere den strategiske ramme for vækst og beskæftigelse, der udstikker retning og værktøjer for, hvordan Danidas nye strategi på området omsættes til praksis.

 

Den strategiske ramme for vækst og beskæftigelse erstatter dermed tidligere handlingsplaner.

 

Mange interessenter har peget på behovet for, at Danida bør styrke de indsatser, der kan bidrage til udvikling af værdikæder i agro-business, altså landbrug og erhverv knyttet til landbruget.  En øget kommercialisering kan skabe vækst i landbruget, og det kan føre til øgede eksportmuligheder og også bidrage til fødevaresikkerheden lokalt.