Spring til indhold

Case: Akut dansk nødhjælp til Pakistan

Danida bevilgede pengene, hvorefter Beredskabsstyrelsen drog af sted med tre mobile felthospitaler. Resultatet blev, at mere end 2000 pakistanske ofre for oversvømmelserne dagligt fik lægebehandling.

Beredskabsstyrelsens nødhospital i funktion i Pakistan med Danidastøtte. De tre danske nødhospitaler nåede at behandle mere end 150.000.
Beredskabsstyrelsens nødhospital i funktion i Pakistan med Danidastøtte. De tre danske nødhospitaler nåede at behandle mere end 150.000 pakistanere.
Foto: Beredskabsstyrelsen

130 millioner kroner. Det lød Danmarks bidrag på, da vandmasserne ramte Pakistan og rev alt med sig. Katastrofen fik et enormt omfang:

  • Et område på størrelse med Storbritannien blev oversvømmet.
  • Mere end 20 millioner mennesker blev påvirket af katastrofen.
  • En millioner huse blev ødelagt, og landbrug og drikkevand blev hårdt ramt.

Danmark femtestørste bidragyder

Danmark reagerede hurtigt på katastrofen. Allerede efter to døgn var den danske hjælp bevilget.

Danmark reagerede også massivt på katastrofen. Danmark blev den femtestørste bidragyder i akut humanitær hjælp og den suverænt største målt i forhold til landets størrelse.

De danske bidrag gik bl.a. til danske og internationale NGO’er og til en række FN-organisationer.

150.000 behandlet på nødhospitaler

Et af de meget væsentlige bidrag fra Danmark var tre nødhospitaler, som Beredskabsstyrelsen sendte til det sydlige Pakistan. Det skete den 6. september 2010 takket være en humanitær bevilling på 17 mio. kr. ud af de i alt 130 mio. kr. fra Danmark.

Hospitalerne blev brugt til at bekæmpe infektioner, luftvejssygdomme og diarré, som spredte sig voldsomt i de uhygiejniske forhold, der opstod, når de store vandmasser trængte frem og ødelagde drikkevandet.

  • Hospitalerne var i stand til at behandle mere end 2000 lokale pakistanere om dagen.
  • Fordi hospitalerne var mobile, kunne de flyttes efter, hvor behovene i befolkningen var størst.
  • Hospitalerne blev bemandet af lokalt sygeplejepersonale sammen med en lille dansk stab, der bl.a. bestod af læger med pakistansk baggrund.

Kontakt

Kontoret for stabilisering (STAB)

Email: stab@um.dk


Telefonnummer: 33 92 06 53

 

Dansk bistand efter jordskælvet i Haiti

Allerede dagen efter jordskælvet i Haiti d. 12. januar 2010 gav Danmark en første humanitær bevilling på 10 mio. kr. til FN’s nødhjælpsindsats og var dermed en af de donorer, der reagerede hurtigst.
 
I de følgende uger blev denne bevilling fulgt op med yderligere bidrag på 122 mio. kr. til danske og internationale nødhjælpsorganisationer. Midlerne er gået til akutte nødhjælpsindsatser såsom genhusning og beskyttelse af sårbare kvinder og børn, uddeling af mad, vand, medicin og telte samt opbygning af en lejr for flere hundrede nødhjælpsarbejdere.
 
Danmarks partnere i denne omfattende indsats var Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Beredskabsstyrelsen samt UNICEF og FN’s befolkningsfond.

Dansk bistand til Pakistan

Som del af Danmarks engagement i Pakistan blev et treårigt bistandsprogram på 130 mio. kr. sat i gang i 2010.

Bistanden til Pakistan er et eksempel på målrettet brug af udviklingsbistand i tillæg til en humanitær indsats i globale brændpunkter. Formålet med den danske bistand er dermed - på en og samme tid - at yde konkret nødhjælp og at bidrage til civil genopbygning og stabilisering i Pakistan, særligt i grænseområderne til Afghanistan. 

I Pakistan tænker Danmark udviklingssamarbejdet sammen med de øvrige aktiviteter i Pakistan. Det omfatter stabiliseringsindsatser under den såkaldte globalramme, humanitær bistand og nærområdebistand.