Spring til indhold

Case: Grøn energi til verdens tag

Gennem 12 år har et danskstøttet program sikret grøn energi til en million nepalesere.

Nye komfurer sparer både brændsel og tid. Projektet har fået støtte gennem det danske energiprogram i Nepal.
Nye komfurer sparer både brændsel og tid. Projektet har fået støtte gennem det danske energiprogram i Nepal.

Gryden står og simrer i hjørnet af hytten. Fra bålet under gryden stritter brændende kviste ud på gulvet. Væggen bag er sodet.

Energi i Nepal er en primitiv affære. De små bålsteder, som mange nepalesere tilbereder deres aftensmad på, er dårlige både for energiudnyttelsen og for helbredet.

Siden 1999 er det imidlertid lykkedes – med dansk bistand - at installere mere end 400.000 nye komfurer i nepalesiske husholdninger.

Energiforbruget halveret

Det har Apsara Karki nydt godt af. Hun er skolelærer, og derfor har hun ikke tid til at samle sit eget brændsel. Med det nye komfur sparer hun både på den brændsel, hun køber, og hun sparer tid til madlavningen.

De nye komfurer har mange fordele:

  • De kræver kun den halve mængde brændsel.
  • Der kommer næsten ingen røg ud i rummet og dermed i lungerne og øjnene, fordi komfurerne har skorsten.
  • Der bruges mindre tid i køkkenet på grund af kortere tilberedningstid som følge af mere effektivt design.
  • Man behøver ikke sidde på gulvet og dermed belaste ryggen.
  • De er sikrere for børn, der ikke brænder sig på den åbne ild eller vælter varm mad ud over sig.

Selv om midlerne er enkle og teknologien primitiv, er de praktiske konsekvenser for nepaleserne enorme. Som led i programmet er der installeret solceller og minivandkraftværker og dermed sikret adgang til el mange steder. Nu kan butikkerne holde længere åbent, landsbyerne kan installere elektriske kornmøller, børnene kan læse lektier om aftenen ved de elektriske lamper – livet er i det hele taget blevet nemmere.

Ren energi til en million

En million mennesker i nogle af Nepals isolerede landområder har fået adgang til vedvarende energi gennem det danskstøttede program.

Arbejdet er blevet udført af lokale installatører. Det har givet entreprenante nepalesere mulighed for at opbygge en sund forretning, som samtidig er til gavn for det lokale samfund.

Tilfredshed og flere partnere

Regeringen i Nepal er meget tilfreds med resultatet. Det samme er andre donororganisationer. Antallet af partnere i programmet vokser.

I 2007 gik den norske udviklingsorganisation NORAD med, og senest er også de britiske og hollandske pendanter DFID og SNV og den tyske udviklingsbank KfW gået med.

Kontakt

Kontor for miljø, energi og klima (MEK)

 

Email: mek@um.dk

 

Telefonnummer: 33 92 07 02

 

 

Imponerende resultater

Et review i slutningen af 2010 kaldte resultaterne af Danidas energiprogram ”imponerende”. Resultaterne er:

  • 404.000 husholdninger har fået installeret nye komfurer til madlavning.
  • 265.000 husholdninger har fået strøm gennem solceller.
  • 103.000 husholdninger har fået strøm gennem minivandkraftværker.

Derudover er der arbejdet med en sammenhængende energipolitik for Nepals landområder og udvikling af Nepals nationale Alternative Energy Promotion Centre (AEPC). Det har imidlertid været vanskeligt at gennemføre på grund af den ustabile politiske situation i Nepal. Der er dog fortsat lagt op til en styrkelse af AEPC i de kommende år som en del af det fortsatte program.