Spring til indhold

Ordforklaringer til forskellige typer bistand

Udviklingssamarbejdet omfatter mange forskellige former for bistand. Den brede vifte af bistandsformer og -instrumenter sikrer, at Danmark har mulighed for at tilrettelægge et fleksibelt og alsidigt udviklingssamarbejde og spille en aktiv udviklingspolitisk rolle i flere sammenhænge. Samtidig kan de forskellige former for bistand supplere hinanden, så effekten bliver størst mulig.

Bilateral og multilateral bistand

Den bistand, der sendes direkte fra et land til et andet, kaldes bilateral bistand. Multilateral bistand derimod kanaliseres gennem internationale organisationer, f.eks. FN’s organisationer, Verdensbankgruppen og EU.

Blandede kreditter

Ordningen for blandede kreditter til udviklingslandene blev etableret i 1993. En blandet kredit er et lån på eksportkreditlignende vilkår, hvor Danida betaler det meste af renten eller hele renten. Kreditten kan finansiere danske projektleverancer til udviklingsprojekter i kreditværdige u-lande med en BNI pr. indbygger på maksimalt 3.084 dollars. Ordningen er primært etableret med henblik på finansiering af udviklingsprojekter i lande af interesse for dansk erhvervsliv.

Budgetstøtte

Budgetstøtte defineres ved, at donormidler kanaliseres sammen med samarbejdslandets egne midler og forbruges gennem det offentlige udgiftssystem i samarbejdslandet med det formål at finansiere det offentlige budget. Når Danmark yder budgetstøtte, overføres finansielle midler dermed fra Danmark til statskassen i partnerlandet. De danske midler bliver slået sammen med partnerlandets egne midler, brugt gennem partnerlandets egne finansielle systemer og styret ved at bruge partnerlandets egne procedurer for administration af finansielle midler. Denne bistandsform bliver i stigende grad benyttet, fordi den i meget høj grad fremmer partnerlandets ejerskab til udviklingen, og fordi der undgås at skabe dyre parallelstrukturer. Der kan ydes både generel budgetstøtte og mere specifik budgetstøtte, hvor støtten går direkte til en særlig sektor.

Når midlerne er brugt, kan de danske midler ikke adskilles fra andre midler i partnerlandets budget. Det er altså ikke muligt at øremærke de danske midler, når der gøres brug af denne bistandsform. Derfor stilles der krav om kvalitet i budgettet og i økonomistyringen. I de lande, hvor Danmark yder budgetstøtte, er kapacitetsopbygning altid en del af støtten. Derved forbedres de offentlige institutioners evne til god økonomistyring og administration.

Danmark yder aldrig budgetstøtte alene. Det sker altid i samarbejde med andre donorer. Det ændrer dog ikke ved, at Danmark har mulighed for at tage selvstændige danske skridt, hvis det er nødvendigt.

B2B-Programmet

Danmarks Business-to-Business Program (B2B-Programmet) omfatter støtte til etablering af langsigtede bæredygtige samarbejder mellem danske virksomheder og lokale virksomheder i danske programsamarbejdslande samt Sydafrika. B2B-Programmet har til formål at fremme den lokale erhvervsudvikling med fokus på følgende udviklingskriterier: a) Øget beskæftigelse, herunder fokus på kvinder i arbejde, b) Miljøforbedringer, herunder arbejdsmiljø såvel som det ydre miljø, c) Fremme af tværgående hensyn såsom arbejdstagerrettigheder og d) Styrkelse af den lokale virksomheds konkurrenceevne.

Humanitær bistand

De danske bidrag til nødhjælp – herunder den egentlige katastrofebistand – samt bidrag til det internationale flygtningesamarbejde indgår i begrebet humanitær bistand. Den ydes i vid udstrækning gennem internationale hjælpeorganisationer og danske NGO’er.

NGO-bistanden

En betydelig del af den danske bistand kanaliseres gennem private organisationer – NGO’er. NGO’erne har nogle fordele i forhold til andre aktører i bistandssamarbejdet. De har f.eks. gode forudsætninger for at skabe mellemfolkelig forståelse og styrke den folkelige forankring af udviklingsbistanden både i nord og syd. Samtidig har NGO’erne et nært samarbejde med lokale organisationer i syd, hvor de målgrupper, som er højt prioriterede i den danske bistand, inddrages, og de lokale samarbejdspartnere styrkes som del af det civile samfund.

Overgangsbistand

Der kan i en periode ydes overgangsbistand til udviklingslande, der gennemgår en voldsom omstilling eller genopbygning, f.eks. efter økonomisk liberalisering eller væbnet konflikt. Overgangsbistand omfatter midlertidige, men flerårige indsatser. Den søges tilrettelagt, så den kan gennemføres uden en vedvarende dansk bistandsindsats.

Personelbistand

Personelbistand er et tilbud til samarbejdspartneren om teknisk bistand til kapacitetsopbygning. Rådgivere spiller en central rolle i sektorprogramstøtten, både som bidragydere til partnerdialogen, som bidragydere med hensyn til konkret viden og erfaring og som formidlere af den danske bistandsindsats.

Projektbistand

Projektbistand er en tidsbegrænset, organiseret indsats, der sigter mod at opfylde et afgrænset mål. Det kan f.eks. være støtte til skolebyggeri i et bestemt område.

Regionalbistand

Der ydes en indsats på regionalt niveau for at fremme regionalt samarbejde og integration. Den regionale bistand fokuseres inden for naturressourceforvaltning og miljø, økonomisk samarbejde og integration, konfliktforebyggelse og konfliktløsning, menneskerettigheder og demokrati samt visse specifikke funktionelle områder, f.eks. inden for infrastruktur.

Sektorprogramstøtte

Den bilaterale bistand er siden midten af 1990’erne blevet omlagt fra projekt- til sektorprogramstøtte. Sektorprogramstøtten til programsamarbejdslandene er koncentreret inden for tre til fire sektorer pr. land.

Støtten kan have forskellige former. Formen afhænger bl.a. af, hvilken sektor og hvilket modtagerland der er tale om, og hvor velfungerende landets administration er (om der er den fornødne kapacitet lokalt). Bistandsformen forudsætter, at modtagerlandet enten har eller er i færd med at udarbejde en national sektorstrategi. Danmarks støtteprogram i en sektor er langsigtet og strækker sig typisk over 15-20 år og kan omfatte midler til både drift og investeringer.

En sektor er i de fleste tilfælde mere traditionelle sektorer som landbrug, sundhed og undervisning, men det kan også, som i Bolivia, være en sektortilgang omkring de oprindelige folks stilling og udviklingsmuligheder, eller et tværgående erhvervssektorprogram som i Tanzania og Ghana.

Inden for rammerne af et sektorprogram støtter Danmark normalt udviklingen og kapacitetsopbygningen på flere niveauer. På det øverste niveau støttes udviklingen af nationale politikker, strategier og handlingsplaner for aktiviteter i sektoren.

Især på mellemniveauerne, f.eks. i styrelser og amter, gives støtte til opbygningen af institutionel kapacitet. Det kan f.eks. være træning og uddannelse af administratorer og regnskabsførere, eller det kan være støtte til reformer inden for administrationen, så organisationen bliver bedre rustet til at gennemføre sektorplanerne.

Den største del af sektorprogrambistanden består af støtte til gennemførelse af konkrete aktiviteter for befolkningen i distrikter og kommuner. Det kan f.eks. være bygning af sundhedsklinikker og etablering af vandforsyning i fattige landområder, forbedring af dyrkningsmetoder for småbønder eller udbygning af biveje i områder med dårlige vejforbindelser.

De konkrete aktiviteter under sektorprogrammet, som f.eks. kapacitetsopbygning, administrationsreformer, gennemførelse af vaccinationer eller byggeri af klinikker, kaldes komponenter.

Kernen i et sektorprogram er, at modtagerlandet opnår et ejerskab over udviklingsprogrammer og -aktiviteter. Med ejerskab menes, at modtagerlandet har eller kan overtage ansvaret for tilrettelæggelsen af programmerne og gennemførelsen af aktiviteterne. Modtagerlandet skal også på længere sigt finansiere stadig større dele af indsatserne.

Der kan være måske otte-ti forskellige donorer i en sektor. Omlægningen til sektorprogrambistand forudsætter, at donorerne i langt højere grad end hidtil koordinerer deres aktiviteter og tager udgangspunkt i modtagerlandets planer og strategier for en given sektor.

Tværgående indsatser i programbistand

For at opnå positive og bæredygtige resultater gennem sektorprogramstøtte er det ofte en forudsætning, at der forud eller sideløbende gennemføres indsatser på makroniveau eller inden for områder, der går på tværs af flere sektorer. Typiske områder vil være generel budgetstøtte, gennemførelse af reformer af den offentlige sektor, herunder decentralisering, aktiviteter til fremme af demokratisering, respekt for menneskerettigheder og god regeringsførelse samt fremme af et positivt erhvervsklima.