Spring til indhold

Seksualundervisning gav viden om sex og harmoni i familien

Danida har siden 2003 støttet seksualundervisning i Vietnam rettet mod unge og deres forældre. Det har medført stor værdi for de familier, som er hjulpet, og tankerne bag projektet har spredt sig til sundheds- og undervisningsministeriet.

""
I klubberne har man arbejdet for at forhindre seksuelt overførte sygdomme og uønskede graviditeter samt bekæmpe vold i hjemmet, seksuel vold og chikane. Foto: Mikkel Dalum, Sex & Samfund

– Vi kan snakke meget bedre med vores børn. De kan nu lære af os, og vi kan lære af dem. Da vi blev gift vidste vi ingenting om sex – intet. Der var aldrig nogen, som snakkede med os.  Nu har møderne klædt os på, så vi kan tage dialogen med vores børn, siger Phan Mam, 47-årig fisker fra Song Cau i Phu Yen-provinsen.

Sex har været absolut tabu i mange år i Vietnam, men det er der det seneste årti blevet løst op for i fire projektområder i Nord-, Central- og Sydvietnam. Sex & Samfund har i samarbejde med organisationen CGFED gennemført seksualundervisning i otte klubber, hvor de unge inddrages i både planlægning og udførelse af seksualundervisningen og andre aktiviteter. Det overordnede mål med projektet er at opbygge viden og kompetencer vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed hos både unge og deres forældre.

I klubberne har man arbejdet for at forhindre seksuelt overførte sygdomme og uønskede graviditeter samt bekæmpe vold i hjemmet, seksuel vold og chikane.

Da vi blev gift vidste vi ingenting om sex – intet. Der var aldrig nogen, som snakkede med os. Foto: Mikkel Dalum, Sex & Samfund

– Tidligere så skændtes vi rigtigt meget. Vi lærte ikke bare at snakke med vores børn – vi lærte også at snakke sammen. Nu er der mere harmoni i vores familie, og jeg er simpelthen mere lykkelig og tryg. Ja, i hele landsbyen er vold mellem ægtefæller faktisk forsvundet, siger 45-årige Nguyen Thi Hoa.

Et vigtigt succeskriterium har været at gøre projektet bæredygtigt. Klubberne har fået lokalt ejerskab, og der er blevet oprettet 72 nye klubber, som breder seksualundervisning ud til endnu flere unge. Både det vietnamesiske sundheds- og undervisningsministerium er blevet inddraget i projektet, og det positive samspil med begge ministerier kan være med til at danne udgangspunkt for en mainstreaming af seksualundervisningen.

Tre skarpe: Svar fra Tania Dethlefsen,
international chef, Sex & Samfund

1. Hvorfor er seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder vigtigt?

Fordi kvinders og mænds ret til selv at kunne bestemme over deres egen krop og til selv at kunne bestemme, hvor mange børn de ønsker, og hvornår de får dem, er altafgørende for både at bekæmpe fattigdom og for at sikre basale menneskerettigheder for verdens fattige.

2. Hvad er de største resultater, I har opnået med udgangspunkt i Danida-støttede projekter i 2012?

Sex & Samfund har sammen med sydpartnere i Østafrika og Sydasien i 2012 trænet og mobiliseret 37.742 kvinder til selv at søge sundhedsydelser og til at stille myndighederne til ansvar for overgreb og manglende bevillinger. I Vietnam har Sex & Samfund sammen med partneren CGFED fra 2007 til 2012 ført til et samlet resultat i 2012 på 42.072 unge og deres forældre, der har modtaget seksualundervisning.

3. Hvad er de største udfordringer på området seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder de kommende år?

Den største udfordring på verdensplan er at sikre, at SRSR kommer stærkt med i de nye post-2015-mål – så fremtidig politisk og økonomisk prioritering sikres. Det bliver ikke let, da SRSR globalt set er et af de mest kontroversielle områder, hvor landene står meget delt. Danmark går forrest i denne kamp – både den nuværende og tidligere regering har heldigvis prioriteret det højt. I Sex & Samfund har vi også kastet mange ressourcer ind i dette – og har samarbejdet med vores mange internationale netværk og vores sydpartnere om at presse på.

Sex og Samfund har bidraget med denne case. Casen og de angivne oplysninger giver således ikke nødvendigvis udtryk for Danidas eller Danmarks holdning.