Spring til indhold

150 fakler på vejen mod ligestilling

I alt 150 fakler er uddelt, siden Danmarks kampagne blev sat i gang for at skabe opmærksomhed om FN Målet for 2015 om ligestilling. Den sidste fakkel blev givet i 2010 til den nyudnævnte chef for UN-Women, Michelle Bachelet. Nu skal de konkrete resultater af kampagnen dokumenteres.

USA’s tidligere udenrigsminister og FN-ambassadør Madeleine Albright var blandt modtagerne af en fakkel som del af kampagnen ”MDG3 Global Call to Action” i 2010.
USA’s tidligere udenrigsminister og FN-ambassadør Madeleine Albright var blandt modtagerne af en fakkel som del af kampagnen ”MDG3 Global Call to Action” i 2010.
Foto: Danida

Michelle Obama har fået den, FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har fået den, og det samme har Hillary Clinton, Madeleine Albright og Tanzanias præsident, Jakaya Kikwete, og mange andre politikere, beslutningstagere, organisationer, virksomheder og NGO’er – den danske fakkel. Ved modtagelsen af faklen har de forpligtet sig til at gøre en ekstra indsats for ligestilling og kvinders muligheder.

Formålet med den danske kampagne ”MDG3 Global Call to Action” med uddeling af fakler har været at sikre øget politisk fokus på det tredje af FN’s mål for 2015, det såkaldte Millennium Development Goal eller MDG 3, der handler om øget ligestilling og kvinders rettigheder.

Nyt samlet FN-organ for kvinder og ligestilling

I september 2010 overrakte udviklingsminister Søren Pind den sidste af de 150 fakler til den nyudnævnte chef for UN-Women, Michelle Bachelet, der indtil for nylig var Chiles præsident. Det skete i forbindelse med FN’s MDG-topmøde i New York.

Michelle Bachelet blev udnævnt til vicegeneralsekretær og chef for den nye FN-enhed for ligestilling. UN-Women skal netop have hovedfokus på at sikre øget opmærksomhed om FN’s 2015 Mål nr. 3 om ligestilling. Danmark har i FN arbejdet aktivt for etableringen af UN-Women. Etableringen er et resultat af flere års hårde forhandlinger mellem FN’s medlemslande.

Ligestilling et vigtigt spor i den nye danske udviklingsstrategi

Den danske kampagne ”MDG3 Global Call to Action” er helt i tråd med den nye strategi for Danmarks udviklingssamarbejde, der prioriterer ligestilling som et af de fem politiske prioritetsområder. I forbindelse med lanceringen af UN-Women i 2010 lovede regeringen bl.a. at fordoble sit finansielle bidrag til 20 mio. kr.

Det grundlæggende rationale bag den danske kampagne og for prioriteringen af ligestilling i det danske udviklingsarbejde er, at kvinder er et uudnyttet potentiale for udvikling. Effektive og vedvarende udviklingsresultater kræver, at kvinder inddrages som ligeværdige partnere på alle niveauer.

I strategien er der fokus på værdier og på at ændre på reaktionære og undertrykkende normer for kvinders roller i samfundet. Kvinder skal have lige rettigheder, lige adgang til ressourcer og lige muligheder for indflydelse, både økonomisk, politisk og socialt. Lige rettigheder for kvinder er et mål i sig selv, men det skal også ses som et middel til at opnå de øvrige syv mål, som FN har sat sig for at opnå i 2015.

Det videre arbejde for at nå MDG3

Selv om den danske kampagne med uddeling af fakler er slut, vil Danmark frem til 2015 fastholde sit fokus på at nå målene for MDG3 om ligestilling.

I forlængelse heraf har Tanzanias præsident, Kikwete, lovet at forny en række love om ægteskabspagter, arverettigheder og retten til at eje jord, der skal styrke kvinders muligheder for at tjene penge.

En statusrapport fra ultimo 2009 viste, at fakkelmodtagerne sætter handling bag ordene. En række forpligtelser er allerede indfriet, andre er undervejs. Danmark har fået anerkendelse for sin indsats fra Verdensbankens præsident og FN’s generalsekretær.

En konkret anerkendelse for Danmarks engagement og indsats kom i maj 2010, da FN’s generalsekretær udnævnte daværende direktør i erhvervslivet, Stine Bosse, til en af 20 globale ”MDG Advocates”, der sammen med FN’s generalsekretær fremmer 2015 Målene.

Et handlingsorienteret slutdokument

Ved FN’s topmøde i september 2010 om 2015 Målene deltog både Stine Bosse og udviklingsminister Søren Pind. På topmødet skulle det klarlægges, hvilke mål og lande der kræver en særlig indsats i de kommende fem år, inden tidsfristen for at nå 2015 Målene udløber.

Fra dansk side var fokus på at gøre slutdokumentet på topmødet så handlingsorienteret som muligt. Danmark lagde vægt på, at der kommer særligt fokus på skrøbelige stater og på Afrika, især syd for Sahara, hvor man er længst fra opnåelsen af målene, men også øget vækst og beskæftigelse, ligestilling og kvinders økonomiske rettigheder er centrale, hvis målene skal nås.

Kontakt

Kontoret for globalt samarbejde og økonomi (GSØ)

Email: gso@um.dk

Telefonnummer:

FN’s 2015 Mål

I 2015 Målet om ligestilling understreges det, at hver eneste af de otte mål er direkte relateret til kvinders rettigheder. De lande, hvor kvinderne ikke har lige rettigheder med mændene, vil aldrig kunne opnå en bæredygtig udvikling.

Samlet er FN’s 2015 Mål:

  1. Halvere fattigdom og sult
  2. Grundskoleuddannelse til alle
  3. Øge ligestillingen og styrke kvinders rettigheder
  4. Mindske børnedødeligheden med to tredjedele
  5. Mindske mødredødeligheden med to tredjedele
  6. Bekæmpe hiv/aids, malaria og andre sygdomme
  7. Sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø
  8. Øge samarbejdet om bistand, handel og gældseftergivelse.