Spring til indhold

Ny politik skal styrke Danmarks indsats i skrøbelige stater

600 millioner mennesker lever i verdens 43 skrøbelige stater. Ekstrem fattigdom, væbnede konflikter, systematisk undertrykkelse og lovløshed er dagligdag. Behovet for bistand er massivt. I 2010 øgede Danmark sit fokus på skrøbelige stater.

Afghanske børn i en flygtningelejr. Flygtninge og internt fordrevne lider, når skrøbelige stater ikke kan opretholde sikkerheden.
Afghanske børn i en flygtningelejr. Flygtninge og internt fordrevne lider, når skrøbelige stater ikke kan opretholde sikkerheden.
Foto: Franz-Michael Skjold Mellbin/Danida

Skrøbelige stater er de sværeste udfordringer for udviklingsbistanden.

Andre udviklingslande kan gradvist bevæge sig frem i deres udvikling. I skrøbelige stater sætter usikkerhed, krig og konflikt en bremse på udviklingen – eller slår den mange år tilbage, når konflikter bryder ud i lys lue og ødelægger mange års arbejde.

Danmark fører an i international trend

Internationalt er der stigende erkendelse af den særlige udfordring fra skrøbelige stater, og med den udviklingspolitiske strategi fra 2010 har Danmark valgt at gøre stabilitet og skrøbelighed til et af fem prioritetsområder.

Det blev cementeret i september 2010, hvor udviklingsministeren og udenrigsministeren i fællesskab lancerede Danmarks nye politik for indsatser i skrøbelige stater.

Politikken er udarbejdet i samarbejde med Forsvarsministeriet og Justitsministeriet samt en ekstern referencegruppe med ressourcepersoner fra forskningsverdenen og NGO’er.

Flere midler allokeret

Den nye politik blev fulgt op med finansloven for 2011, hvor den danske indsats i skrøbelige stater er væsentligt opprioriteret. Otte skrøbelige stater blev udpeget som nye danske partnerlande fra 2011:

  • Afghanistan
  • Pakistan
  • Zimbabwe
  • Somalia
  • Sudan
  • Etiopien
  • De besatte palæstinensiske områder
  • Burma

Den bilaterale bistand til de otte lande vil i 2011 være på 1,6 mia. kr. Pengene skal bl.a. gå til at fremme fred, frihed og demokrati og til at afhjælpe humanitære behov i landene.

Den nye politik blev fulgt op i begyndelsen af 2011 med en ny samlet dansk Somaliapolitik.

Medregner man indsatser for at fremme stabilitet i lande som Nepal, Uganda og Kenya, der ikke er skrøbelige stater, men som dog er præget af betydelig usikkerhed, kommer man op på næsten to mia. kr. i bilateral bistand. Hertil kommer danske bidrag via internationale organisationer.

Fokus på få stater

Selv om man kan tælle antallet af skrøbelige stater til 43, så er den danske støtte fokuseret på godt en håndfuld. Netop fokusering på færre lande og færre indsatsområder er et af de vigtige principper i den nye politik.

Danmark vil samtidig være vedholdende for at sikre resultater på de valgte områder. Politikken for skrøbelige stater lægger op til, at en indsats ofte vil have en horisont på mindst fem-ti år. I modsætning hertil er humanitære indsatser typisk af kortere varighed.

Tilpasning til den enkelte stat

Til gengæld for øget fokus skal der være rum for at gennemføre en målrettet indsats i de stater, Danmark fokuserer på. Det er et hovedprincip i den nye politik, at standardløsninger ikke duer i skrøbelige stater. Danmark vil lægge afgørende vægt på at tilpasse indsatsen til den konkrete situation i landet.

Herudover prioriteres to andre principper i politikken, nemlig samtænkning og risikovillighed.

Kontakt

Kontoret for stabilisering (STAB)

Email: stab@um.dk


Telefonnummer: 33 92 06 53

 

Hvordan stabiliserer man en skrøbelig stat?

Den danske politik udpeger fem prioritetsområder, hvor det er særligt nødvendigt at gøre en indsats i en skrøbelig stat:

  • Sikkerhedsstabilisering f.eks. en militær fredsoperation for at standse en væbnet konflikt eller bevare en indgået fred.
  • Fremme af levevilkår og økonomiske muligheder f.eks. levere basale serviceydelser som rent vand, sundhed og grunduddannelse og skabe rammer for private iværksættere.
  • Demokratisk udvikling, god regeringsførelse og menneskerettigheder f.eks. bekæmpe korruption og opbygge kapacitet til at levere sociale ydelser.
  • Konfliktforebyggelse f.eks. opbygge viden om konfliktfaktorer med henblik på at fremme regional og lokal iværksættelse af politiske processer for at løse problemer, før de fører til væbnet konflikt.
  • Regional konflikthåndtering f.eks. styrke den Afrikanske Unions evne til at forebygge og håndtere konflikter på det afrikanske kontinent.